I Nina Valetovas kunst kan man se originale adoptioner såvel som rettidig overvindelse af postmodernistisk kunstnerisk sprog. Hun bruger begrebet "dobbeltkodning" med tanke på de situationer, hvor det samme kunstværk i sig selv rummer underholdende og fascinerende information, der er tilgængelig for et bredt publikum, og også indeholder et helt andet budskab, der er tiltænkt eliteintellektuelle, f.eks. avancerede og dedikerede modtagere. Her kan man se en analogi med ældgamle skel mellem esoteriske og eksoteriske forståelsesniveauer af tekster og symboler, men så ville fortolkning af de kunstneriske figurer have deres vertikale åndelige dimension. Tendensen til ægte, i stedet for stiliseret, multilevelness er nu mere og mere mærkbar.

Kunstnerens maleri fremstår som en åben struktur. Selve rummet er ofte multicentreret, selv inden for en enkelt kompositions grænser. Ofte inde i kompositionen kombineres lineære, omvendte og nogle uhørte kombinatoriske perspektiver. Ubegrænset mangfoldighed af farve-lys metamorfoser, original frem og tilbage konvertering af figurbilleder og elementer af abstraktion, og så videre, observeres. Væsentlig er for eksempel en paradoksal fortolkning af arkitektoniske motiver, der endda er adskilt til "irrationel arkitektur". Her dekonstrueres og samles motiver af ikoniske bosættelser, som på ingen måde kanonisk, og konstruktioner af renæssanceperspektivisme, passeret gennem prisme af europæisk "metafysisk maleri" fra det 20. århundrede, til ny, original og mærkelig integritet. I hvert fald, inde i disse små rum i maleriet dannes der arkitektur, der er monumental på sin egen måde, men også bestemt ikke-funktionel, absurd og irrationel, det er det, der tilføjer intriger af gåde og et fantastisk udtryk til det. Man kunne huske arkitekturen, der frembringes af galskab i Borsches' "Udødelig".

Generelt kommer alt stabilt i maleriet i bevægelse, hårdt stivnet bliver metamorf reversibelt til at krystallisere og igen stivne i en eller anden metafysisk ubevægelig magisk form. Det generelle rum i sig selv er nogle gange på et plan, uden dybde eller perspektiv, og lukker sig hermetisk om sig selv, og nogle gange er det, som det var ved at falde ind i en slags kosmisk bundløshed med sine klumper af sorte huller og områder med lav tæthed af sandsynlige udløb til visse "andre" dimensioner", som er mystiske i stedet for fysiske.

I modsætning til i radikal "Vanguard"-kunst ignoreres plottet ikke. Plottet glider afsted, det er halvt becifret, og derfor interessant med dets mangfoldige og tvetydige fortolkninger og forståelsesmåder. Konkrete kunstneriske løsninger udgør en kompliceret legering af former, der udelukker angivelse af konkrete kilder. Vi vil bemærke, at karaktererne i malerierne er udstyret med mystisk ugennemsigtighed i betydningen, hvad der gør dem til symboler, og på denne måde bliver de forbundet med mysteriet. Da de er på den anden side af alle de åbenlyse historiske kanoner og klassiske mytologiske karakterer, forekommer de ikke desto mindre relateret til traditionel mytologi med dens esoterisme. Alt dette kommer ikke kun gennem kulturelle ressourcer, som kunstneren uden tvivl har, men også gennem bevidst åbne kanaler for underbevidsthed og ubevidsthed. Arketyper, over karakter i deres essens, kræver for deres legemliggørelse, på den modsatte, klar individualisering af sig selv, såvel som af deres guide/kunstner, der ofte, som en visionær, samler sin egen kunstners vision og viden, eller, med andre ord, ser "Verden fra den anden side". Det er ikke tilfældigt, at en af Nina Valetovas programcykler bærer det navn.

​

Sergey Kuskov, 2008

​